'Uhørt høj' dækningsgrad i dansk projekt om livskvalitet ved myelomatose

I et populationsstudie vedrørende livskvalitet hos myelomatosepatienter er det lykkedes forskerne at få en dækningsgrad på 95 procent. Det er ifølge Lene Kongsgaard Nielsen fra Odense Universitetshospital uhørt højt, og forskerne bag studiet har derfor besluttet at publicere tallet.

”En dækning på 95 procent på et populationsbaseret materiale er meget højt. Normalt ligger andelen af besvarelser fra patienter i kliniske studier mellem 78 og 93 procent, men er ofte ikke oplyst. I et typisk klinisk studie besvarer patienterne et spørgeskema, når de kommer ind i konsultationen. Vi sender det hjem til patienterne, og så bliver det deres eget initiativ at udfylde skemaet. Derfor var vi meget spændte på, hvordan det ville gå. Men det går overraskende godt,” siger Lene Kongsgaard Nielsen, der er projektleder på Hæmatologisk Afdeling X ved OUH.

”Ifølge vores erfaringer kan besvarelserne af spørgeskemaerne køre nogenlunde på patienternes egne hænder, men for at få dækningsgraden højt op, er der behov for hjælp fra personalet på sygehusene. Det er en af erfaringerne fra vores projekt, hvor vi kan præsentere nogle velbeskrevne arbejdsgange for, hvordan vi når op på de 95 procent."

Forskerne i det nye studie, som er en del af Lene Kongsgaard Nielsens ph.d.-afhandling, har opnået den høje datakomplethed ved at være mere end almindeligt opsøgende over for patienterne.

”Vi gør meget ud af, at patienterne skal besvare de spørgeskemaer, vi sender ud til dem hver fjerde uge. Jeg sidder i databasen og holder øje med, hvem der ikke svarer. De har fire dage til at besvare. Gør de ikke det, får de en påmindelse. Hvis de stadig ikke svarer, skriver jeg en mail til den lokale projektsygeplejerske, som så har til opgave at undersøge hvorfor,” siger Lene Kongsgaard Nielsen og fortsætter:

”Hvis patienten er indlagt, går sygeplejersken op med en tablet og får besvarelserne. Ellers ringer hun til patienten og beder om en årsag. Det samler vi data ind på, for hvis det nu viser sig, at nogle patienter f.eks. ikke svarer, fordi de er for trætte, kan vi ikke regne med vores score for træthed, hvis vi ikke får de patienter, der er for trætte til at udfylde spørgeskemaet, med.”

Det er en vigtig del af projektets succes med at indhente svar fra patienterne, at man har forberedt patienterne på proceduren og gjort det klart, at formålet ikke er at pege fingre ad dem, hvis de ikke svarer.

”Når vi inkluderer patienterne i projektet, gør vi meget ud af at forklare dem, at det ikke er, fordi vi vil være efter dem, når vi kontakter dem i tilfælde af, at de ikke har besvaret spørgeskemaet. Det er, fordi vi ved, at når man ikke får besvaret spørgeskemaerne, er det ofte fordi, man har det dårligt. Den oplysning skal vi have med i undersøgelsen. Det kan patienterne godt forstå og tager det heldigvis pænt, når vi kontakter dem,” siger Lene Kongsgaard Nielsen.

Alle kan deltage

Projektet, som bærer titlen ’Livskvalitet hos danske patienter med myelomatose’, blev skudt i gang for to år siden. Alle myelomatosepatienter i Danmark, som har brug for ny behandling, enten i første linje eller ved tilbagefald, er blevet inviteret til at indgå i projektet. Der er foreløbigt 400 patienter med i undersøgelsen, som skal op på 800 patienter i alt.

En stor forskel på Lene Kongsgaard Nielsens projekt og de store kliniske studier på området er, at alle myelomatosepatienter kan deltage. Lav alder og god performance status er ikke et krav for at indgå i studiet, og man må også godt være med, selvom man f.eks. er i dialyse eller har andre sygdomme. Eneste udelukkelsesgrund er, hvis patienten er for dement til at redegøre for sig selv på et spørgeskema.

Formålet ved at undersøge ’virkelighedens patienter’ er at få et mere retvisende billede af, hvordan det går med livskvaliteten ved myelomatosebehandling.

”Det er ikke hr. og fru Danmark, der er med i de store kliniske studier. Hvis man får mange bivirkninger eller begynder at progrediere, bliver man smidt ud af de kliniske studier, og så besvarer man ikke længere spørgeskemaer om livskvalitet. Det svarer til, at man i en skoleklasse sender alle dem med dårlige karakterer ud, tager gennemsnittet af dem, der står tilbage, og så siger, at det er gennemsnittet for hele klassen,” siger Lene Kongsgaard Nielsen.

Patienterne i undersøgelsen besvarer et spørgeskema undervejs i deres behandling; hver fjerde uge i de første seks måneder og hver tredje måned i de næste op til to år. Ingen patienter udgår af undersøgelsen undervejs, med mindre de selv ønsker det.

”Selvom man f.eks. progredierer på en behandling, bliver ens livskvalitet stadig målt efterfølgende. På den måde får vi også data for senfølger og for, hvordan man har det efter f.eks. en knoglemarvstransplantation, eller når man ikke er i behandling. Vi undersøger også, hvordan livskvaliteten under behandlingen hænger sammen med, om myelomatosepatienter i den erhvervsdygtige alder kommer tilbage på arbejde efter behandlingen,” siger Lene Kongsgaard Nielsen.

Skal føre til bedre patientinformation

Som det ser ud nu, er projektet endeligt afrapporteret i 2024. Lene Kongsgaard Nielsen håber, at resultaterne kan være med til at højne kvaliteten af målingen af livskvalitetsdata.

”Det er et ønske fra Danske Regioners side, at vi skal have livskvalitet med i de danske kvalitetsdatabaser. Men hvordan indsamlingen af de her data skal foregå rent praktisk, er der nok ikke så mange, der har tænkt over. Det kan vi hjælpe med,” siger hun.

På sigt skal projektet gerne føre til evidensbaserede ’real world-data’, som kan bruges til bedre at informere myelomatosepatienter om, hvad de kan forvente under en behandling.

”Det skal gerne være sådan, at når patienterne f.eks. mærker, at de får en ringere fysisk funktion, selvom vi har sagt, at de kan forvente en bedre funktion, så kan de reagere på det. Så kan man få en ny forventningsafstemning og en snak om, hvorvidt der skal skiftes behandling eller det kan skyldes noget helt andet” siger Lene Kongsgaard Nielsen.

Hun tror, at det at få talt om forventninger til behandlingen i sig selv kan forbedre livskvaliteten.

”Der er rigtig meget at hente ved at snakke med patienterne og f.eks. fortælle dem, at det er helt normalt det, de oplever. For at gå og føle sig træt og ikke vide, om det er normalt eller ej, kan være frustrerende og utrygt for patienterne. Det vil også betyde meget, hvis man kan sige, at det, de oplever, ikke svarer til det, man har forventet, så derfor skal det undersøges nærmere,” siger Lene Kongsgaard Nielsen og tilføjer:

”Det kræver imidlertid nogle ’varme hænder', det vil sige sundhedspersonale med viden og erfaring om patientgruppen og behandlingsforløbene. Det er desværre ikke den vej, sundhedsvæsnet går lige nu. Vi skal behandle flere og flere patienter på den samme tid, og vi oplever nogle gange, at internettet bliver den primære informationskilde for patienterne til at finde ud af, hvad det går ud på. Men det er meget vigtigt, at der hele tiden er nogen, der kan sætte sig ned med patienten og forventningsafstemme, om det går, som det skal.”